Gå til hovedindhold

VE-forlig

På denne side kan du finde svar på ofte stillede spørgsmål om Vedvarende Energi (VE) - og VE-forliget i Morsø Kommune.

Baggrund og proces

Der er en del vindmøller på Mors, som snart skal udskiftes for, at nå de lokale mål for den grønne omstilling. 

I den forbindelse har en forligskreds i Morsø Kommunalbestyrelse udpeget Food Parken/Erslev Kær og Emb/Moutrup som energizoner, hvor der potentielt kan opstilles vindmøller og solceller.

Energizonerne behandles af Kommunalbestyrelsen den 26. november 2024. Se kortet på siden for info om placering

I udpegning af de to energizoner, er der taget hensyn til blandt andet:

  • afstand til beboelse
  • naturbeskyttelse
  • landskabelige forhold
  • muligheder for synergi med eksisterende erhverv

Bag VE-forliget står alle medlemmer af Morsø Kommunalbestyrelse, undtagen Niels Kristian Østergaard (A) og John Christiansen (A).

Indenfor de udpegede energizoner ophæves det hidtidige vindmøllestop, mens det fastholdes på resten af Mors frem til tidligst 2030. 

Dette er i tråd med målsætningerne i Klimahandlingsplanen og Planstrategien "Fælles om Mors og verden" fra 2023 hvor der er indgået en aftale om udbygning af vedvarende energi på Mors i perioden 2024 – 2030. 

Der er afholdes borgermøder for ejere og beboere i de valgte energizoner henholdsvis:

  • 13. januar 2025 kl. 18:30-20:30 

i Sydvestmors Kultur- og Fritidscenter, Næssundvej 325A, 7960 Karby

  • 14. januar 2025 kl. 18:30-20:30 

hos Midtmors Sport, Poulsens Dalsvej 12, 7950 Erslev

Forligskredsen i Kommunalbestyrelsen er optaget af at alle parter involveret i arbejdet med vindmølleopstilling optræder med mest mulig åbenhed, gennemsigtighed og dialog på så tidligt et tidspunkt som muligt i processen. 

Trin 1: Udpegning af energizoner
26. november udpeges de to energizoner hhv.

  • FoodParken/Erslev Kær
  • Emb/Moutrup 

Trin 2: Borgermøder
Borgere og grundejere i nærområdet inviteres til informationsmøder. 

  • 13. januar 2025 kl. 18:30-20:30 i Sydvestmors Kultur- og Fritidscenter, Næssundvej 325A, 7960 Karby
  • 14. januar 2025 kl. 18:30-20:30 hos Midtmors Sport, Poulsens Dalsvej 12, 7950 Erslev

Trin 3: Kommunalbestyrelsen fastlægger proces
Når den efterfølgende proces er fastlagt på Kommunalbestyrelsens møde den 25. januar 2025, vil den fremgå her på siden. 

Formålet med Grøn Pulje er at sikre, at kommunens borgere får direkte gavn af de vedvarende energiprojekter, der bliver rejst i kommunen.

Når der opstilles VE-anlæg i kommunen, er opstiller forpligtet til at indbetale et beløb pr. MW til Grøn Pulje.

Satser for 2024 er:

  • 313.000 kr. pr. MW for landvindmøller
  • 125.000 kr. pr. MW for solceller

Midlerne i puljen kan anvendes til en bred vifte af initiativer og lokale udviklingsprojekter, der gavner klimaet eller styrker fællesskabet og lokalsamfundet.

Kommunalbestyrelsen administrerer puljen og uddeler penge til projekter efter ansøgning fra naboer eller lokale aktører i kommunen.

Kommunalbestyrelsen har mulighed for at inddrage lokalsamfundets prioriteringer gennem tidlig dialog og ved inddragelse af lokale råd.

Der er en 5-årig allokeringsfrist på puljen, hvilket vil sige, at pengene skal være tildelt projekter, men ikke nødvendigvis brugt 5 år efter opstilling af VE-anlægget.

Hvordan kompenseres naboer?

Er du nabo - eller bor du i nærheden af kommende anlæg - er der tre ordninger, du bør være opmærksom på.

  1. Værditabsordningen
  2. Salgsoptionsordningen
  3. VE-Bonus

Opstiller af solcelle- eller vindmølleprojekter er forpligtet til at afholde et offentligt møde, hvor de fortæller om projektet og eventuelle konsekvenser for de omkringliggende beboelsesejendomme. På mødet vil Energistyrelsen informere om dine muligheder for kompensation. Du vil som ejer og/eller beboer blive inviteret til mødet via Digital post.

Værditabsordningen giver dig mulighed for at anmelde krav om erstatning for værditab, hvis der opstilles vindmøller eller solceller i nærheden af din beboelsesejendom.

Hvis din beboelsesbygning ligger helt eller delvist inden for en afstand af 6 x møllehøjden eller 200 meter fra nærmeste solcelleanlæg, kan du anmelde kravet gratis. I modsat fald, skal der sammen med anmeldelsen indbetales et gebyr på 4.000 kr.

Udgør værditabet 1 % eller mindre af beboelsesejendommens værdi, bortfalder kravet på at få værditabs-erstatning. Beboelsesejendommens værdi fastsættes af Taksationsmyndigheden, som er en uafhængig offentlig myndighed nedsat af Energi-, Forsynings- og Klimaministeren.

I vurderingen af værditab indgår:

  • Støjgener, herunder gener fra lavfrekvent støj
  • Skyggekast
  • Visuel påvirkning

Mere viden

Salgsoptionsordningen giver dig mulighed for at sælge din beboelsesejendom til opstilleren af vindmøller og solceller.

Hvis din beboelsesejendom ligger inden for en afstand af 6 x møllehøjden eller 200 meter fra nærmeste solcelleanlæg og har et værditab på over 1 %, er opstiller forpligtet til at tilbyde dig at købe ejendommen ved salgsoption.

Værditab og salgsoptionens størrelse fastsættes af Taksationsmyndigheden, som er en uafhængig offentlig myndighed nedsat af Energi-, Forsynings- og Klimaministeren.

Du skal først meddele opstiller om du ønsker at benytte salgsoptionen, efter at værditab og størrelse på salgsoption er fastsat - dog senest 1 år efter første produceret kWh

Du og opstiller kan i stedet vælge at indgå frivilligt forlig om salgsoptionens størrelse

Mere viden: 

VE-bonusordningen giver dig mulighed for at få en årlig kompensation, hvis du bor i nærheden af et vedvarende energianlæg.

Hvis din beboelsesejendom ligger indenfor 8 gange møllehøjden eller 200 meter fra nærmeste solcelleanlæg har du ret til VE-bonus

Energistyrelsen forventer at den årlige gennemsnitlige udbetaling pr. husstand vil være i omegnen af:

  • 16.000 kr. for husstande der er naboer til vindmøller
  • 4.500 kr. for husstande der er naboer til solceller

Beløbet bliver beregnet ud fra produktionen og elprisen. Derfor vil bonussen variere fra år til år.

Bonussen bliver betalt i hele anlæggets levetid. Bonussen er skattefri.

Mere viden

Udpegede energizoner

Klik på prikkerne og få mere info

Regler

I henhold til planloven skal vindmølle- og solcelleprojekter udpeges i kommuneplanen, hvilket i praksis sker gennem et kommuneplantillæg. Der skal derudover udarbejdes en lokalplan som fastsætter de fysiske rammer for anlægget.

Planerne og det konkrete projekt skal miljøvurderes i henhold til miljøvurderingsloven, hvilket sker i en samlet miljøkonsekvensrapport. Rapporten kan f.eks. undersøge forhold som støj, skyggekast, natur, beskyttede arter, landskab og grundvand. Undersøgelsen sikrer, at planens og projektets miljøpåvirkning er kendt og disse i given tilfalde kan tilpasses for at undgå væsentlig påvirkning af mennesker og miljøet.

Rapporten er med til at belyse sagen ordentligt inden der træffes afgørelse om endelig vedtagelse af planen og der gives tilladelse til projektet.

På baggrund af miljøkonsekvensrapporten skal kommunen give en §25-tilladelse, efter miljøvurderingsloven, inden projektet kan igangsættes. I denne tilladelse fastsattes krav og vilkår på baggrund af miljøkonsekvensrapporten. Dette kan være afværgeforanstaltninger og overvågning af disse, som blev vurderet nødvendigt i miljøkonsekvensrapporten.

Bekendtgørelsen om støj fra vindmøller fastsætter bindende støjgrænser for vindmøller. Der er fastsat støjgrænser for både perioder med kraftig vind og perioder med svag vind, hvor støjen kan opleves mest generende, da man ikke kan høre vinden suse gennem landskabet og træerne.

Støjgrænserne gælder den samlede støj fra alle vindmøller. Støjgrænserne begrænser støjen fra vindmøller, men gør ikke, at vindmøllerne ikke kan høres.

Inden vindmøller kan opføres, skal projektudvikleren dokumentere at gældende støjgrænser overholdes. Det er ikke muligt at dispensere fra reglerne. Kommune kan give påbud til vindmølleejeren om at lave støjmålinger når vindmøllerne er opført, for at sikre at støjgrænserne overholdes.

Yderligere information kan findes op Miljøstyrelsens hjemmeside: Vindmøller - Miljøstyrelsen

I bekendtgørelsen om støj fra vindmøller fastsættes en grænse på lavfrekvent støj på 20 dB som indendørs støjniveau.

Inden vindmøller kan opføres, skal projektudvikleren dokumentere at gældende grænse for lavfrekvent støj overholdes. Det er ikke muligt at dispensere fra reglerne. Når vindmøllerne er opført, kan kommunen give påbud til vindmølleejeren om at lave støjmålinger for at sikre, at støjgrænserne overholdes.

Yderligere information kan findes op Miljøstyrelsens hjemmeside: Vindmøller - Miljøstyrelsen

Vindmøller kan forårsage et skyggekast der kan være generende for de nærmeste naboer. Miljøministeriet har fastsat en vejledende grænseværdi på 10 timers skyggekast på naboejendomme på årsbasis.

Skyggetiden udregnes på baggrund af et beregnet antal solskinstimer i området samt afstanden og vinklen til vindmøllerne.

For at sikre, at grænseværdien overholdes, kan vindmøllerne programmeres så de automatisk afbryder driften i perioder.

Se også

Statens udmeldinger for andelen af vedvarende energi i Danmark er, at grøn strøm fra vedvarende energi fra sol og vind på land skal firedobles inden 2030.

Det er kommunerne, som har ansvaret for den grønne omstilling tæt på borgerne. Kommunerne er samtidig planmyndighed for vedvarende energi på land og derfor helt væsentlige aktører, når det kommer til at sikre, at der planlægges tilstrækkeligt areal, som kan understøtte udbygning af sol og vind på land.

Her kan du læse mere om statens udmeldinger for vedvarende energi og målsætninger for den grønne omstilling, som følger af Klimaaftalen fra 2022.  

Landdistrikternes Fællesråd er en organisation, som arbejder for et Danmark i balance og hvor det skal være attraktivt at bo, leve og arbejde i hele landet.

Landdistrikternes Fællesråds hjemmeside er beskrevet,hvordan en typisk planproces foregår ved opstilling af nye vedvarende energianlæg i form af sol- og / eller vindprojekter og hvordan, der kan sikres lokal opbakning til nye vedvarende energi anlæg på landet.

Har du spørgsmål eller brug for hjælp til indholdet på denne side, kan du kontakte os på mailadressen: plansag@morsoe.dk

Du er også velkommen til at kontakte os via hovednummeret til kommunen på telefon 99 70 70 00.