Gå til hovedindhold

Open Call - VE

Der inviteres til Open Call til at indsende projektforslag til VE-projekter i de to udpegede energizoner fra 3. marts - 27. april 2025.

Morsø Kommunes kommunalbestyrelse vedtog d. 26. november 2024 VE-forliget  om udpegning af to energizoner på Mors, hvor der potentielt kan opstilles nye VE-anlæg.

I Morsø Kommune har vi et mål om at være selvforsynende med vedvarende energi i 2030. Mors har i mange år været selvforsynende med energi fra solceller og vindmøller, men allerede fra 2025 forventes elforbruget at overstige den nuværende produktion fra øens VE-anlæg. Samtidig er øens vindmøller af ældre dato og allerede fra 2040 vil den sidste af øens 87 vindmøller have overskredet sin forventede levetid.

For at komme i mål med at blive selvforsynende med energi i 2030, skal der derfor etableres ny vedvarende energi i Morsø Kommune. Kommunalbestyrelsen har på den baggrund udpeget to energizoner, hvor der potentielt kan opsættes nye vindmøller eller hybridanlæg (sol og vind).

Det er kommunalbestyrelsens ønske, at den grønne omstilling bliver til gavn for morsingboerne i form af attraktive levevilkår og vækst i form af værdiskabelse for både borgere og virksomheder. 

Etablering af nye vedvarende energianlæg skal derfor ske ud fra størst mulig hensyntagen til og inddragelse af naboer og lokalsamfund.

For at sikre dette har kommunalbestyrelsen vedtaget en procesplan for borgerinddragelse ved VE-projekter .

Som en del af procesplanen vil kommunalbestyrelsen indkalde til dialogmøder mellem repræsentanter for interessenter til de projektforslag, der ønskes igangsat. Møderne har til formål at skabe et forum for dialog og forhandling mellem projektudvikler og lokalsamfund for at sikre, at der opnås det samfundsøkonomisk bedste projekt for kommunen og lokalsamfundet. Mødet faciliteres af en ekstern proceskonsulent.

Det forventes, at projektudviklere indgår som medlem i dialoggruppen og er hovedansvarlig for den lokale opbakning til projektet. 

Ved indsendelse af projektforslag skal der benyttes Morsø Kommunes ansøgningsskema for VE-projekter samt skema til redegørelse for kriterier i VE-forliget inkl. allonge.
 
Kortbilag vedlægges ansøgningen som pdf og GIS-fil. 

Ansøgere bedes være opmærksomme på, at kun projektforslag, der ligger helt inden for de afgrænsede energizoner, vil blive vurderet og forelagt politisk behandling. Et projekt betragtes som beliggende indenfor en energizone, når vindmøllefundamenter og/eller solcelleanlæg ligger inden for afgrænsningen.

Projektforslag sendes via Comdia i perioden 3. marts til 27. april 2025.
I perioden kan administration og politikere ikke drøfte de fremsendte projektforslag, og der vil ikke kunne anmodes om aktindsigt i de enkelte projektforslag, da der vil være tale om oplysninger, som har betydning for virksomheders konkurrenceevne.

Fra 3. marts til 1. april er det muligt at indsende spørgsmål til ansøgningen til kommunen via Comdia. Senest den 8. april udsendes liste med spørgsmål og svar i anonymiseret form til alle ansøgere, der har registreret sig under Open Call i Comdia.

Alle indkomne projektforslag, der ligger helt indenfor de to energizoner, screenes af administrationen i forhold til relevante tekniske og planmæssige krav og reguleringer. Administrationen kan i denne periode tage kontakt til ansøger med opklarende og uddybende spørgsmål. Administrationen udarbejder på baggrund af screeningen en indstilling til kommunalbestyrelsen om de indkomne forslag.

Kommunalbestyrelsen vurderer herefter de indkomne forslag på baggrund af indstilling fra administrationen samt politiske prioriteringer og træffer beslutning om hvilke projektforslag, der ønskes igangsat. Kommunalbestyrelsen forventes at træffe sin beslutning ultimo juni 2025.

Udvalgte projektforslag inviteres til at indgå i en proces med administrationen omkring udarbejdning af planforslag og miljøvurdering, og der inviteres til dialogmøder mellem udviklere og lokale interessenter.

Udpegede energizoner

Klik på prikkerne og få mere info