Det Narrative og Sprogets Betydning
Grundlæggende for den narrative tilgang er en forståelse af menneskets identitet som bestående af fortællinger.
Ethvert udsagn og enhver historie vil altid være en lille del af en større fortælling, der endnu ikke er færdigformuleret, men som skal "fortælles frem". Vi er altid mere end....
Som fagprofessionelle må vi lytte efter og spørge til de små unikke hændelser og undtagelser, som mulige indgange til at udvide og forstørre alternative historier og mere righoldige beskrivelser. Som fagprofessionelle skal vi være optaget af at forandre de historier, der fungerer som negative definitioner på barnet/ den unge, ved at lægge mærke til og italesætte undtagelser fra problemhistorien, da det er med til at tykne både relationen, barnets/ den unges selvfølelse og skabe en ny mere righoldig fortælling. Centralt i narrativ praksis er; at vi forandrer os i fællesskab med andre - og forandringen indtræder, når andre lægger mærke til den og italesætter det.
Sproget har en særlig kraft til at forme og styre menneskets oplevelser samt en betydning for, hvordan en oplevelse huskes og gengives. Vi navngiver virkeligheden med sproget, og måden vi fortæller på, og det vi vælger at fortælle om, er med til at skabe forestillinger om os selv, om andre og hvad der kommer til at ske. Antagelsen er, at sproget ikke kun er beskrivende, men også skabende og handlende.
Det betyder at den fagprofessionelle skal:
- Have en bevidsthed på sprogets skabende magt og dermed hvordan vi italesætter og giver mening til noget ved hjælp af sproget
- anvende et ressourcefokuseret sprog, der åbner for andre tanker, udviklings- og læringsmuligheder
- Lytte efter og spørge ind til undtagelser
- italesætte det, der virker
- være bevidst om egne tanker og forforståelser og deres indflydelse på kommunikation og relation