Byfornyelsen på Nykøbing Mors Havn
Etape 1 af byfornyelsen på Nykøbing Mors Havn er første skridt i indsatsen for at forskønne havnen og bygger på udviklingsplanen fra 2022.
Havnen i Nykøbing er udpeget som et strategisk knudepunkt for områdets fremtidige udvikling, og projektet skal styrke den fysiske, arkitektoniske og infrastrukturelle sammenhæng mellem by og fjord.
Morsø Kommune har i samarbejde med borgere og erhvervsdrivende udarbejdet et program,
der skal gøre området til en attraktiv del af Nykøbing, hvor ankomsten til havnen bliver mere imødekommende.
Byfornyelsen omfatter:
- Forbedre de fysiske rammer gennem forskønnelse af centrale byrum som busstationen og Havnepladsen
- Skabe sammenhæng og tilgængelighed bl.a. via en sammenhængende havnepromenade og gode overgange mellem by og vand
- Understøtte rekreative, grønne og maritime kvaliteter, der inviterer til ophold, bevægelse og fællesskab
- Integrere funktionelle behov som trafik, parkering og klimatilpasning i en helhedsorienteret byudvikling
Økonomi:
Byfornyelsen er støttet af staten, og der er afsat 4,8 millioner kroner til gennemførelsen
af etape 1.
Tidsplan:
Byfornyelsen løber fra 2023 til 2028. En nærmere og mere detaljeret tidsplan vil blive lagt op på hjemmesiden, når den foreligger.
Der er valgt en rådgiver til den tekniske rådgivning og bistand i forbindelse med udarbejdelsen af et dispensationsforslag for Nykøbing Havn, Havnepladsen – etape 1 i byfornyelsen.
Valget er faldet på Det Blå, en passioneret og erfaren landskabstegnestue med base i Aarhus. Tegnestuen skal bidrage med teknisk ekspertise i den videre udvikling af projektet.
Relevante aktører vil snarest blive inddraget i processen, og der vil blive taget direkte kontakt til dem som led i det videre arbejde.
Den overordnede tidsplan fastlægger, at et skitseforslag forventes godkendt efter sommerferien 2026. Herefter følger projektering, og anlægsfase som forventes igangsat i 2027
Byfornyelsen understøtter planens målsætninger om:
- at skabe bedre sammenhæng mellem havnens delområder og midtbyen
- at styrke og forskønne stedets nuværende funktioner
- at tilgængeliggøre adgangen til fjorden
Se mere her i: Udviklingsplan for Nykøbing Mors Havn (2022)
Oversigt over de områder, der indgår i etape 1 og etape 2

Nuværende fotos fra området i etape 1 (2025)
