Gå til hovedindhold

Fyr rigtigt - det betaler sig

Er en kampagne, hvor vi ønsker at sætte på fokus at forhindre nabokonflikter, skabe et bedre miljø og vise, hvordan man spare penge på brænde.

På billedet ses et close up billede af brænde og flammer.

Indhold

    Kampagnen er lavet sammen med øens skorstensfejere.

    Din ovn til fastbrændsel, såsom brændeovn, pejs og fastbrændselsfyr behøver ikke at ryge og lugte, hvis den er installeret korrekt. Det handler om at vælge det rigtige brænde og fyre rigtigt. Din ovn er nemlig kun miljøvenlig, hvis du bruger den rigtigt. Hvis du fyrer med vådt træ eller affald, eller hvis lufttilførslen er for lille, sker der en ufuldstændig forbrænding. Undgå ligeledes at fyre om natten, da dette også fører til en dårlig forbrænding.

    At fyre forkert, kan føre til dannelsen af:

    • Miljø- og sundhedsskadelige stoffer
    • Lugtgener for dig selv og dine naboer
    • Tilsodning af brændeovn og skorsten med risiko for skorstensbrand

    Kommunen modtager hvert år henvendelser fra borgere, der føler sig generet af røg og lugt fra naboens ovn. Derfor kan du gøre meget for at undgå disse situationer, hvis du følger rådene til god fyring på denne side.

    10 tips til at fyre korrekt

    Brug kun rent træ. Det er ulovligt at bruge affaldstræ med imprægnering eller som har rester af maling, samt at fyre med reklamer og skrald.

    Brug tørt træ med et vandindhold under 18 % (tjek eventuelt med fugtmåler). Vådt træ brænder dårligere og frigiver flere kemiske stoffer. Hvis brændet ikke er ovntørret, skal det lagres, indtil det er tørt.

    Ved optænding skal du bruge tynde pinde. Når ilden brænder, kan man bruge de større kævler (max. 35 cm i længden og 5-6 cm i diameter), men undgå at putte for mange stykker ad gangen i ovnen.

    Læg to stykker brænde i bunden. Ovenpå stabler du pindebrænde i lag med luft imellem. Så tænder du op i den øverste del, for eksempel med optændingsblokke. Flammerne skal arbejde sig nedad som i et stearinlys.

    Ved at fyre lidt ad gangen, skabes der en bedre forbrænding. Bruges der for meget brænde ad gangen, kommer der til at mangle luft, og forbrændingen vil da blive ufuldstændig. Træet vil ose og op imod 50 % af energien vil gå til spilde.

    Skru op for luften, når du tænder op, og skru først ned, når flammerne bliver blålige. Når der lægges nyt brænde på, skal der åbnes helt op for lufttilførslen igen.

    Glemmer du at tømme askeskuffen og feje aske ud af brændkammeret, forhindrer du lufttilførslen.

    Hvis skorstenen er for lav, suger den mindre luft, og der kommer ikke nok ilt til brændet. Der kan også være såkaldt dårligt skorstenstræk af andre grunde, så spørg din skorstensfejer til råds, hvis du er i tvivl.

    Hvis røgen bliver afkølet inde i skorstenen, vil en større del af røgen sætte sig som sod. Derfor kan det være en god investering at få skorstenen foret.

    Røgen skal være næsten usynlig, når den kommer op ad skorstenen. Er den mørk i farven, er det tegn på dårlig forbrænding inde i ovnen.

    Skorstensfejeren kan hjælpe

    Hvis du fyrer fornuftigt og alligevel har problemer med, at din ovn soder, træet brænder dårligt eller røgen lugter, er der måske noget galt med din skorsten eller dit ildsted. Så er det en god ide at kontakte skorstensfejeren:

    • Skorstensfejermester Haagen B. Sørensen: tlf. 20 74 34 41