Skrotbiler
Alle borgere og virksomheder skal aflevere udtjente køretøjer som person- og varebiler til godkendte og certificerede autoophuggere.
Hvad er en skrotbil?
Når kommunen skal afgøre om der er tale om en ”skrotbil”, anvendes disse kriterier:
- Det kan økonomisk ikke betale sig at reparere bilen.
- Bilen kan ikke registreres uden forudgående syn (synsrapport).
- Bilen har været uindregistreret (afmeldt fra motorkontoret) i mere end 6 mdr., og der er ikke tegn på at istandsættelse af bilen er begyndt.
- Ophugning af bilen er begyndt. Det betyder at bilen ikke længere er komplet, og man ikke kan dokumentere (2 måneder efter inspektionen), at bilen igen er blevet indregistreret.
- Bilen er afleveret til affaldshåndtering hos en registreret autoophugger.
- Bilen er overtaget fra sidste registrerede ejer med henblik på ophugning.
I tilfælde af tvivl om, hvorvidt der er tale om en skrotbil, kan kommunen søge hjælp hos en sagkyndig fra eksempelvis politiet eller Statens Bilinspektion.
Skrotbiler skal afleveres til en godkendt autoophugger, som til gengæld skal håndtere bilens væsker (benzin, olie m.v.) og andre miljøfarlige komponenter (batterier, sprængladninger i airbags osv.) efter nærmere regler.
læs mere om skrotningsordningen her: Skrotpræmie for bil
Skrotbiler fjernes fra kommunale veje, pladser og skovområder
Hvis kommunen finder uindregistrerede biler, og hvis de er til gene for trafikken, vil sagen overgå til politiet.
Biler, der henstår uden gene for trafikken, vil først blive vurderet, om de er skrotbiler, eller om de udgør en reel salgsværdi. Vurderes bilen som skrotbil, vil den blive fjernet fra det offentlige område efter gældende regler i "Bekendtgørelse om håndtering af affald i form af motordrevne køretøjer, opkrævning af miljøbidrag og udbetaling af skrotningsgodtgørelse".
Private personer må som udgangspunkt ikke have skrotbiler stående på deres ejendom.
Kommunen vil lave vurdering af, om der er tale om risiko for miljøforurening i hver enkelt sag.
Hvis kommunen vurderer, at skrotbilen er miljøfarlig, vil ejer/lejer få besked om, at bilen skal bortskaffes til en autoophugger. Ejer/lejer skal bagefter vise dokumentation for, at det er sket.
Hvis ejeren ikke følger kommunens opfordring til at få fjernet skrotbilen/erne til en autoophugger, må kommunen fjerne skrotbiler fra private og offentlige arealer.
Inden bilen bliver fjernet, vil det blive undersøgt, hvem der er den retsmæssige ejer.
Kommunen og politiet kan få udbetalt godtgørelsen i forbindelse med ophugning af bilen.
Ejeren af bilen kan i op til 1 år efter, at godtgørelsen er udbetalt til kommunen, få denne udbetalt fra kommunen (der er nogle betingelser der skal være opfyldt af ejeren). Godtgørelsen vil blive fratrukket evt. udgifter til transport og miljøbehandling.
Autoværksteder må ikke have skrotbiler stående.
Hvis en uindregistreret bil, som ikke umiddelbart kan synes, skal laves i stand, skal det som udgangspunkt ske indenfor 6 måneder. Bilen skal herefter kunne synes.
Hvis fristen ikke overholdes, vil kommunen betragte bilen som en skrotbil, og så vil vi give besked om, at bilen skal bortskaffes til en autoophugger. Bagefter skal der kunne vises dokumentation for det.
Øvrige biler, som kommunen skønner er en skrotbil, skal straks bortskaffes til en autoophugger.
Hvis værkstedet anvender miljøbehandlede biler, skal der kunne vises dokumentation for, at bilerne er miljøbehandlet. Antallet må, som udgangspunkt, ikke overstige 5 stk.
I visse tilfælde vil uindregistrerede biler blive betragtet som veteranbiler, som særligt på grund af deres alder og stand gør dem interessante for ejeren at beholde som et samlerobjekt.
En veteranbil, skal opbevares indendørs, uden mulighed for at der kan ske spild til kloak eller jorden.
Forsikringsbiler er skadede biler, som indgår i en retssag eller i en forsikringssag. Forsikringsbiler skal senest 1 måned efter, at rådigheden overgår til affaldsbehandlingsanlægget, bortskaffes til ophugning.
Køretøjerne skal opbevares på et tæt areal med afløb til sandfang og olieudskiller. Såfremt opbevaringen sker indendørs, skal dette ske på et tæt areal uden afløb til kloak.
Teknik og Miljø
Morsø Kommune
Jernbanevej 7
7900 Nykøbing Mors
teknikogmiljo@morsoe.dk
Telefon: 9970 7000