Fortidsminder
Diger, gravhøje, voldsteder, dysser og jættestuer er kulturhistoriske landskabselementer, der fortæller udviklingen fra oldtid og frem til nu.
Men også gemt og næsten glemt, ligger der gamle skelsten, kampestensbroer, kilder og brønde som spændende levn fra fortiden.
Slots- og Kulturstyrelsen har sammen med kommunerne ansvaret for bevaring og myndighedsbehandling af de fredede fortidsminder.
Sten- og jorddiger er beskyttede, både på grund af deres kulturhistoriske og landskabelige værdi og deres funktion som spredningskorridorer og levesteder for planter og dyr.
Digerne er beskyttet i museumsloven. I særlige tilfælde kan der dog dispenseres til ændringer. Hvis du ønsker at lave et digegennembrud, skal der søges om tilladelse til dette ved kommunen.
Gravhøje og de andre fortidsminder, såsom bygninger, mindesmærker, bautasten m.v. er fredede. Men også usynlige fortidsminder såsom bopladser, køkkenmøddinger og overpløjede gravhøje kan være fredede. De fleste fredede fortidsminder er omgivet af en 100 meter beskyttelseslinje, hvor der ikke må etableres hegn, placeres campingvogne og lignende.
Der må ikke foretages ændringer af fredede fortidsminder. Ethvert anlægsarbejde, indgreb, tilføjelse med videre indenfor 100 meter beskyttelseslinjen kræver dispensation, som skal søges ved Slots- og Kulturstyrelsen.
Miljø
Hans-Jakob Sørensen
Morsø Kommune
Jernbanevej 7
7900 Nykøbing Mors
has@morsoe.dk
Telefon: 9970 7170