Gå til hovedindhold

Hestehold

Her kan du læse mere om reglerne for hestehold, gødningsopbevaring, anmelderegler mv.

Indhold

    Hvor må du have heste?

    Heste hører til på landet. Det er ikke tilladt at holde heste i byzone eller i sommerhusområder. reglerne er også gældende for afgræsning. I særlige tilfælde kan kommunen meddele dispensation fra reglerne. Læs mere om reglerne for hestehold herunder eller i Vejledning om hestehold.

    Inden du etablerer et hestehold, en stald, et læskur, en mødding el. lign., skal du anmelde det til Morsø Kommune.

    Du har mulighed for at anmelde nogle ændringer af anlæg og dyrehold, uden det bliver omfattet af en tilladelse eller godkendelse.

    Du kan benytte en anmeldeordning til etablering af:

    • Halmlade, maskinhal, malkerum m.v., kornlager og foderlager
    • Ensilageopbevaringsanlæg
    • Gødningsopbevaringsanlæg
    • Vinteropstaldning af dyrehold til naturafgræsning
    • Opstaldning af dyrehold af hobbybetonet karakter
    • Skift mellem dyretyper (uden § 16 a eller § 16 b)
    • Skift i miljøteknologiske løsninger og bortfald af vilkår om spalteskraber i kvægstalde
    • Afprøvning af miljøeffektive teknologier og teknikker
    • Produktionstilpasning - malkekøer (med §§ 10-12)
    • Skift mellem dyretyper, staldsystemer og miljøteknologi (med § 16 a eller § 16 b)

    Ønsker du at benytte en af anmeldeordningerne skal du sende en anmeldelse til Morsø Kommune via Husdyrgodkendelse.dk. Nogen af anmeldelserne kan være omfattet af en byggetilladelse, hvor der også skal indsendes en ansøgning via Byg og Miljø.

    Dyrehold opdeles i erhvervsmæssigt dyrehold og ikke-erhvervsmæssigt dyrehold - afhængigt af, hvor mange dyr, der er på ejendommen. Dyrehold er defineret som erhvervsmæssigt, hvis der er mere end 4 heste med føl (op til 12 måneder) på ejendommen. Færre heste i kombination med andre dyr, kan også gøre, at dit dyrehold kategoriseres som erhvervsmæssigt. Læs mere i Vejledning for hestehold.

     

    Landzonetilladelse

    Vær opmærksom på, at anlæg af en ridebane i landzone som udgangspunkt kræver landzonetilladelse. Morsø kommune er landzonemyndighed. Kontakt Afdeling for Natur og Miljø  i Morsø Kommune for at høre nærmere. Natur- og Miljøafdelingen kan kontaktes på tlf. 9970 7000.

    Brug af fibermateriale og gummigranulat på ridebaner kræver §19-tilladelse fra Morsø Kommune

    Vi oplever, at folk med hestehold ønsker at anvende kunstfibre (plast) og granulat af gummimaterialer, som toplag på ridebaner. Udlægning af kunststof og plastmaterialer, såsom fibre og gummigranulat, kan give anledning til forurening, da fibre og gummigranulat hurtigt spredes til omgivelserne, hvilket er at sidestille med forurening med mikroplast. Udover spredning til omgivelserne kan der ske nedsivning af forurenende stoffer til grundvandet - f.eks. kan der være PFAS i visse materialetyper.

    Udlægning af fibermaterialer eller gummigranulat kræver, at der meddeles §19-tilladelse med vilkår for, hvordan banen skal indrettes, drives og vedligeholdes, hvordan affald og gødning fra banen skal bortskaffes og hvordan banen en dag skal lukkes ned.

    Kontakt Natur- og Miljøafdelingen på tlf. 9970 7000 for mere information.

    Andre regler

    Vær opmærksom på, at en ridebane kan være omfattet af reglerne om VVM-screening afhængidt af, hvor den er beliggende. Ændring i typen af toplag på en eksisterende ridebane kan betyde behov for en ny VVM-screening.

    Kontakt Natur- og Miljøafdelingen på tlf. 9970 7000 for mere information.

    Hvis dit dyrehold er omfattet af reglerne om regelmæssige miljøtilsyn, kræver tilladelse eller godkendelse, så er der brugerbetaling på den tid de kommunale landbrugsmedarbejdere bruger på tilsyn, godkendelse og tilladelser. Det betyder, at du skal betale for den tid kommunen anvender i forbindelse med sagsbehandling.

    Morsø Kommune opkræver brugerbetalingen hvert år i november. Taksten reguleres årligt og kan ses på Miljøstyrelsens hjemmeside.

    I 2024 er timetaksten 468,96 kr.