Foroffentlighed – Nordmorsvej 9
Frist for høring: 13. juni 2025
Morsø Kommune har modtaget en ansøgning om miljøgodkendelse efter Husdyrbruglovens § 16 a, stk. 2, til husdyrbruget på Nordmorsvej 9, 7900 Nykøbing Mors.
Der søges om godkendelse til at bygge to nye kyllingestalde på hver cirka 3.120 m2, hver med tre fodersiloer, et forrum og et foderrum. Staldene søges godkendt til alle typer slagtekyllinger. Den eksisterende ammekvægsbesætning ønskes godkendt efter produktionsareal fremfor antal dyr og specifik dyretype, hvilket giver mulighed for indkøb af dyr til opfedning.
Det samlede produktionsareal bliver 6.318 m2 med en ammoniakemission på maksimalt 3.870,2 kg NH3-N pr. år (ved økologiske kyllinger).
Det eksisterende opbevaringslager består af to gyllebeholdere uden fast overdækning med et samlet areal på 401 m2 og en ammoniakemission på 160,1 kg NH3-N pr. år.
Enhver der har interesse i sagen kan bede om at blive orienteret, når der foreligger et udkast til miljøgodkendelse. Dette skal ske ved skriftlig henvendelse til Morsø Kommune, enten ved mail til teknikogmiljo@morsoe.dk eller ved brev til Morsø Kommune, Jernbanevej 7, 7900 Nykøbing Mors. Henvendelsen skal være modtaget af Kommunen senest den 13. juni 2025.