Gå til hovedindhold

Inflationshjælp til økonomisk udsatte børnefamilier

Folketinget har den 11. maj 2023 vedtaget lov nr. 50 af 16. maj 2023 om inflationshjælp til økonomisk udsatte børnefamilier.

Indhold

    Inflationshjælpen udbetales automatisk, altså uden ansøgning, til personer, som i januar 2023 havde egne hjemmeboende børn under 15 år, og som i januar måned 2023 modtog en af disse ydelser:

    • selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse
    • uddannelseshjælp
    • kontanthjælp
    • ressourceforløbsydelse under ressourceforløb eller
    • ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb

    Hvis du i januar måned 2023 har modtaget en anden ydelse, som f.eks. sygedagpenge, fleksløntilskud eller ledighedsydelse, opfylder du dermed ikke betingelserne for at modtage inflationshjælp.

    Inflationshjælpen udbetales til NemKonto i 2 rater med halvdelen af beløbet den 30. juni 2023 og den anden halvdel af beløbet i løbet af august måned 2023.

    Inflationshjælpen udbetales til den registrerede moder i de tilfælde, hvor begge samboende forældre opfylder betingelserne for at få inflationshjælp.

    Har du ikke modtaget inflationshjælp den 1. juli 2023?

    Hvis du ikke har modtaget inflationshjælp den 1. juli 2023 og mener at opfylde betingelserne for inflationshjælp, kan du ansøge om inflationshjælp her:

    Ansøg om inflationshjælp

    Vær opmærksom på, at det er den kommune, som du havde bopæl i den 31. januar 2023, som skal behandle din ansøgning.

    Ansøgningen skal være kommunen i hænde senest den 30. november 2023.

    Du kan læse meget mere om betingelserne og om beregningen af inflationshjælp på borger.dk

    Inflationshjælp – særlig støtte til børnefamilier (borger.dk)