Morsø Kommune giver SOSU-elever mulighed for praktik i udlandet
Verden er fuld af muligheder under uddannelsen som social- og sundhedsassistent i Morsø Kommune. Kommunen tilbyder, at ansatte elever kan komme på et praktikophold i udlandet, hvor der venter store oplevelser, faglige udfordringer og nye perspektiver på faget. Det vil Christina, Emma og Madalina gerne anbefale og fortælle mere om.
Madalina Prisecaru har fået store oplevelser og faglige udfordringer med undervejs i sin udenlandske SOSU-praktik i Tanzania. Hun har blandt andet også været med til at assistere ved et kejsersnit.
Holland og Tanzania. To vidt forskellige lande og blandt de steder, som ansatte SOSU-elever i Morsø Kommune har været i praktik i år. Kommunen prioriteter elevernes personlige og faglige udvikling, og derfor er der også fokus på, at de skal have mulighed for at tage noget af deres praktik i udlandet, hvis de ønsker det.
Tre social- og sundhedsassistent-elever fra Morsø Kommune har sagt ja til at dele deres erfaringer fra et praktikophold i udlandet i denne artikel. De sætter stor pris på, at Morsø Kommune også prioriterer dette tiltag, som har givet dem alle store oplevelser, mulighed for at bringe deres egne erfaringer i spil samt styrket deres faglighed ved at se noget helt andet, end de er vant til.
Tog til Holland sammen
I august tog SOSU-eleverne Christina Brinck Larsen og Emma Halberg til Holland. De havde valgt at tage i praktik sammen på et ældrecenter i den hollandske by Muiden. Byen ligger i nærheden af Amsterdam og har et indbyggertal på omkring 8500 personer.
De besøgte også Hogeweyk demenslandsby, som ligger i nærheden. Det var blot en blandt mange store og inspirerende oplevelser under den måned, hvor de var afsted.
Emma Halberg kan sætte mange positive ord på erfaringerne fra Holland. Hun siger blandt andet:
- Hele mit syn og min tilgang til min pleje har ændret sig i retning af mere fokus på livskvalitet fremfor opgaveløsningen! Man skal passe på vores arbejde ikke bliver for skemalagt og upersonligt. Det har Holland lært mig, fortæller hun.
Christina Brinck Larsen har også fået en dybere forståelse for ældreplejen under praktikopholdet.
- Det er en tur, som jeg altid vil huske. Oplevelserne under praktikken har bidraget til min personlige udvikling og styrket min passion for at forbedre livskvaliteten for borgerne, siger hun og forsætter:
- Jeg har mødt mange fagligt dygtige mennesker, som har inspireret mig til at tænke anderledes og finde nye tilgange til vores arbejde. Jeg mener, at vi skal være mere lydhøre og modige i vores handlinger for at sikre, at de ældre kan fejre livet, nyde fællesskaber og opnå bedst mulig livskvalitet.
Hollænderne tog godt imod de danske studerende, og det gik også fint med at kommunikere på engelsk – også med de ældre beboere.
Tanzania og taknemmelighed
Det er noget mere udfordrende at tage til det afrikanske land Tanzania og kommunikere med folk. Kommunikation er et af de vigtigste værktøjer som social- og sundhedsassistent, og netop i samarbejdet med borgere med anden etnisk baggrund end dansk kan kommunikationen være vanskelig.
Det har Madalina Prisecaru fået øjnene ekstra meget op for, men hun har taget imod udfordringen under sit ophold på Ndolage Hospital, hvor hun befinder sig, mens denne artikel bliver skrevet. Hun er også i gang med at lære swahili, så kommunikationen med patienterne og kollegerne kan blive endnu bedre.
- Selvom den verbale kommunikation ikke fungerer så godt, er relation med patienten gennem kropssprog og tegnsprog vigtigt. Jeg har vist, at jeg har styr på de ting, jeg gør, og at de kan stole på mig, lyder det fra Madalina
.
Hun får store oplevelser med undervejs og kan fortælle, at hun blandt andet lige været med til at assistere ved et kejsersnit.
Opholdet minder hende også om at huske på, hvor mange ressourcer, vi har i det danske sundhedsvæsen.
- Det er spændende at se, hvordan systemet fungerer her på sygehus i forhold til Danmark. De har ikke så mange ressourcer, men de gør deres bedste for at hjælpe alle sammen. De er meget dygtige og gode til at hjælpe hinanden. Vi får lov og prøve mange ting, og de respekterer os, siger Madalina og tilføjer:
- Vi har mange ressourcer i Danmark og et godt sundhedsvæsen. Det er jeg rigtig taknemmelig for. Mennesker fra Tanzania har de rigtig svært på mange punkter, siger hun og understrege, at det er en spændende praktik med masser af gode mennesker, og det gælder både kolleger og patienter.
Alle de tre social- og sundhedsassistent-elever vil varmt anbefale at tage et praktikophold i udlandet - og minde folk om, at det også er en af mange gode grunde til at vælge uddannelsen og en elevplads i Morsø Kommune.
FAKTA
Praktikophold i udlandet for assistentelever er et samarbejde mellem Morsø Kommune og Social- og Sundhedsskolen Skive Thisted Viborg. Oplæring i udlandet for assistentelever er en mulighed, som varer en måned af den sidste oplæringsperiode.
Oplæring i udlandet er muligt på grund af OPU, der står for oplæringsaftale i udlandet og giver den studerendes danske arbejdsgiver mulighed for at udstationere den studerende til en udenlandsk samarbejdspartner, venskabsby eller lignende i kortere eller længere tid under uddannelsen.
Her er nogle gode grunde til at vælge et praktikophold i udlandet som SOSU-elev:
- Du bliver udfordret og udvikler dig personligt, kulturelt og fagligt
- Du får internationale kompetencer og perspektiv, du skaber kontakter i udlandet og tager erfaring med hjem