Morsø Kommune inspirerer fremtidens omsorgstalenter
Danmark mangler SOSU-uddannet arbejdskraft, og udfordringen bliver kun større fremover. Morsø Kommune har sat flere indsatser i søen for at gøre øens unge mere opmærksomme på mulighederne indenfor en karriere med omsorg. Fremtidens Omsorgstalenter og Spirer-ordningen er navnene på to indsatser, som er kommet godt fra start og giver mere livskvalitet og glæde på øens plejecentre.
I alle landets kommuner er der en stigende efterspørgsel efter SOSU-uddannede, og den ser bestemt ikke ud til at blive mindre i fremtiden. I Morsø Kommune arbejdes der også på at finde løsninger på denne udfordring – og måske er der godt nyt på vej.
Kommunen søsatte blandt andet sidste år to initiativer, som skal være med til at skabe øget opmærksomhed omkring SOSU-faget og dets muligheder overfor for fremtidens arbejdskraft.
Hovedformålet er rekruttering til faget kombineret med at skabe livskvalitet, glæde og gode stunder i samspillet mellem beboerne og de unge mennesker.
Udvalgsformand Henning Sørensen ser interessante muligheder i de to initiativer: Fremtidens Omsorgstalenter og Spirer-ordningen. Her får unge et tidligt kendskab til arbejdet i omsorgsområdet, og forhåbentligt kan det inspirere flere til at vælge den karrierevej senere.
- Det er vigtigt, at vi som kommune tager ansvar og er aktive omkring at bidrage til løsninger på denne store samfundsudfordring. Det sker blandt andet igennem inspiration fra andre kommuner og nye samarbejde på tværs. Jeg er stolt af det foreløbige arbejde og takker alle involverede for indsatsen, siger Henning Sørensen, Formand for Udvalget for Social, Sundhed og Beskæftigelse og tilføjer:
- Jeg håber virkeligt, at det kan være med til at inspirere og rekruttere endnu flere unge til SOSU-uddannelsen. Samtidig giver det også en masse god energi ude på plejecentrene i samspillet mellem de unge og beboerne, og det er en stærk kombination.
Fremtidens Omsorgstalenter – SOSU i 6. klasse
Sidste år op til efterårsferien prøvede 6. klasserne på Dueholmskolen at snuse til SOSU-faget i to dage. Her var de en dag på SOSU-skolen i Thisted med faglig intro til faget, og så havde de en dag med aktiviteter på et plejecenter.
Det nye projekt mellem Dueholmskolen, SOSU STV og Morsø kommune er blevet positivt evalueret.
Eleverne lavede forskellige aktiviteter med bebeboerne på plejecentrene, og det har været sjovt, hyggeligt og givende for alle parter ifølge evalueringen.
Eleverne beskrives også som søde, høflige og til at have en fin tilgang til opgaven. De fik også flere af beboere til at live mere op og være mere aktive, end de plejer.
Eleverne synes også selv, at det har været nogle gode dage. Det havde været godt at se, hvad man laver på et plejecenter, og hvordan det er at gå på SOSU-skolen.
Kort sagt evalueres det som et godt tiltag, som alle aktører gerne vil deltage i igen.
Derfor holdes der også Fremtidens Omsorgstalenter i år. Denne gang får Midtmors Skole og Børnehus, Sydmors Skole og Børnehus samt øens Friskoler også mulighed for at blive involveret.
Det foreslås desuden, at elever som deltog sidste år eventuelt kan fortælle om aktiviteterne til de nye 6. klasse-elever som skal deltage til efteråret.
57 har ansøgt Spirer-ordningen
Sidste år søgte Morsø Kommune også en flok unge til den såkaldte Spirer-ordning, som er et nyt tiltag i kommunen med fritidsjob til unge under 18 år på øens plejecentre. Det skal være med til vække skoleelevernes nysgerrighed omkring ældre- og sundhedsområdet, inden de skal vælge retning på deres uddannelse.
Indtil videre har kommunen fået 57 ansøgninger. Der er foreløbigt ansat 15 spirer, som er fordelt rundt om på alle kommunens plejecentre. De er først lige startet på fritidsjobbet her i det nye år, så der er ikke en evaluering endnu af, hvordan det går - men det forlyder, at de er kommet godt i gang.
De unge er blevet klædt godt på til opgaven. De har også været på et kompetencekursus på skolen SOSU STV den 7. januar omkring de hygiejniske principper, tavshedspligt, kommunikation, aktiviteter med ældre med mere.