Vedrørende den aktuelle kritik af sagsbehandlingen i børne- og ungeområdets afdelinger
Morsø Kommune iværksætter en ekstern og uvildig undersøgelse af uafhængige eksperter uden tilknytning til Morsø Kommune.
Vi ønsker på alle tider at give den bedst mulige sagsbehandling til gavn for de berørte børn.
Morsø Kommune har gennem de seneste år gennemført både interne og eksterne undersøgelser af områdets arbejde. Hverken disse undersøgelser eller Ankestyrelsens generelle afgørelser har påvist et niveau af de alvorlige kritikpunkter, som i øjeblikket fremføres i offentligheden.
Den aktuelle kritik er af en karakter, som Morsø Kommune som myndighed ikke kan sidde overhørig. Det er en kommunes grundlæggende ansvar at sikre en faglig korrekt og lovmedholdelig sagsbehandling, der lever op til gældende forvaltningsretlige principper og Ankestyrelsens praksis.
Ligeledes er kritikken af en karakter, som kommunen som arbejdsplads for de berørte heller ikke kan acceptere.
Der er derfor behov for en ekstern og uvildig undersøgelse af uafhængige eksperter uden tilknytning til Morsø Kommune.
Dermed ønsker vi at sikre, at sagsbehandlingen vurderes objektivt og i overensstemmelse med gældende lovgivning, god forvaltningsskik og Ankestyrelsens retningslinjer. Det har jeg bedt vicekommunaldirektøren om at iværksætte i forhold til de sager, der aktuelt er genstand for kritik, samt yderligere sager, der udvælges ved en stikprøve for at sikre en bredere indsigt og vurdering af sagsbehandlingen.
Det skal samtidig imødekomme formodninger om partiskhed og være med til at styrke borgernes tillid til kommunens undersøgelse og det generelle arbejde.
Kommunaldirektør, Rikke Würtz