Bedre normeringer og lavere forældrebetaling i dagtilbuddene på Mors
Morsø Kommune styrker kvaliteten i dagtilbuddene markant i 2026. Med finanslovsmidler på 4,5 millioner kroner kan kommunen både ansætte flere pædagogiske medarbejdere og sænke forældrebetalingen allerede fra den 1. april 2026.
Kommunalbestyrelsen har vedtaget en ny model for forældrebetaling i dagtilbuddene. Den nye model gør det billigere for familierne og sikrer samtidig fuld indfasning af de kommende nationale krav.
For en familie på Mors betyder det blandt andet:
- Vuggestue: cirka 560 kroner mindre om måneden
- Børnehave: cirka 300 kroner mindre om måneden
- Dagpleje: cirka 460 kroner mindre om måneden
Morsø Kommune fremrykker lavere forældrebetaling
Forældrebetalingen sænkes fra allerede den 1. april 2026, hvor taksterne reduceres til en forældrebetalingsandel på 21,3 procent. Det er samme niveau, som hele landet overgår til fra den 1. januar 2027.
En samlet Kommunalbestyrelse har på mødet d. 24. februar 2026 fremrykket forbedringerne til gavn for både børn og familier på øen, så man hurtigere får bedre normeringer og lavere takster. Formålet er blandt andet:
- At give mere tid til børnene
- Sikre højere kvalitet i dagtilbuddene
- Forbedre børnefamiliernes økonomi
Tilsvarende øges tilskuddet til de private institutioner, som de selv har mulighed for at justere i deres forældrebetaling.
Flere voksne i institutionerne
Økonomien til forbedringerne kommer fra Finansloven 2026. Her har regeringen og Kommunernes Landsforening besluttet at løfte dagtilbudsområdet nationalt med cirka 1,7 milliarder kroner. Morsø Kommunes andel af beløbet udgør 4,5 millioner kroner i 2026.
Som følge af nye nationale normeringsregler skal ledelsestimer fremover ikke tælle med, når normeringen opgøres. Det betyder, at institutionerne får behov for flere pædagogiske medarbejdere. Desuden får institutionsledelserne bedre mulighed for at være til stede i den pædagogiske udvikling, samtidig med at der kommer flere medarbejdere omkring børnene.
Med den vedtagne model ansættes der allerede i 2026 tre ekstra årsværk i de kommunale institutioner. I 2027 stiger dette til fire årsværk, når reglerne fuldt ud træder i kraft.
For mere information, kontakt venligst:
- Michael Dahlgaard, Centerchef for Børn og Unge, tlf. 2479 2248