Gå til hovedindhold

Morsø Kommune øger fokus på byggesagsområdet



Morsø Kommune styrker indsatsen på byggesagsområdet. Nye arbejdsgange for medarbejderne og en budgetaftalt investering på 0,5 mio. kr. årligt i 2027 og 2028 skal reducere ventetider og sikre borgere og virksomheder en mere effektiv og forudsigelig sagsbehandling.

I Dansk Industris undersøgelse Lokal Erhvervsvenlighed 2026, som bygger på virksomhedernes vurderinger og nøgletal fra 2025, placerer Morsø Kommune sig som nummer 23 blandt landets kommuner. Selvom kommunen er gået tilbage fra en 13. plads året før, er Morsø fortsat placeret blandt den bedste fjerdedel af kommunerne i Danmark, når det gælder erhvervsvenlighed.

Dansk Industris erhvervsklimaundersøgelser og de nationale opgørelser af byggesagsbehandling viser, at kommunernes gennemsnitlige sagsbehandlingstider er blevet reduceret de seneste år.

På landsplan er den gennemsnitlige behandlingstid faldet fra 64 dage i 2023 til 58 dage i 2024 og videre til 56 dage i 2025. Samtidig er antallet af behandlede sager igen steget, hvilket viser en generel forbedring på landsplan.

Et målrettet arbejde

For Morsø Kommune har byggesagsbehandling været et område med særlig opmærksomhed.

Lokale og nationale opgørelser peger på, at sagsbehandlingstiderne fortsat ligger over landsgennemsnittet, og både politisk og administrativt har der været fokus på at nedbringe ventetider og styrke servicen over for borgere og virksomheder. Der er blandt andet afsat ressourcer til afvikling af sagspukler og til effektivisering og digital understøttelse af sagsbehandlingen.

- DI's erhvervsklimaundersøgelser viser, at Morsø Kommune generelt har et stærkt samarbejde med erhvervslivet. Samtidig tager vi virksomhedernes tilbagemeldinger på byggesagsområdet alvorligt. Derfor arbejder vi målrettet med at reducere sagsbehandlingstiderne, skabe større forudsigelighed og styrke dialogen med ansøgerne. Det er vigtigt for både investeringer, arbejdspladser og udviklingen på Mors, udtaler Keld Kortegaard, Udvalgsformand for Teknik og Miljø.

Ny proces for byggesager

For at forbedre servicen over for borgere og virksomheder har Morsø Kommune iværksat en ny proces for byggesager. Alle ansøgninger screenes nu tidligt i forløbet, så ansøger hurtigt får besked om eventuelle mangler eller kan få bekræftet, at sagen er klar til behandling. Samtidig indføres en tydelig prioritering af sagerne, hvor erhvervssager og andre udviklingsskabende projekter prioriteres højt, mens der skabes større gennemsigtighed om forventet tidspunkt for sagsopstart.

- Vi ved, at hurtig og forudsigelig byggesagsbehandling er vigtig for både borgere og virksomheder. Derfor ændrer vi nu vores arbejdsgange, så ansøgere får hurtigere besked om, hvorvidt deres sag er tilstrækkeligt oplyst, og hvornår de kan forvente, at sagsbehandlingen går i gang. Med en mere systematisk screening og en tydelig prioritering af sagerne skaber vi større gennemsigtighed, bedre service og et stærkere grundlag for udvikling og investeringer i Morsø Kommune, fortæller centerchef, Ann-Sophie Øberg.

Bedre muligheder for medarbejderne

Målet er at reducere ventetiden, sikre en mere ensartet sagsbehandling og give ansøgere bedre information gennem hele processen. Med de nye arbejdsgange får både borgere og virksomheder hurtigere afklaring, større forudsigelighed og bedre indsigt i, hvor deres sag befinder sig i forløbet. Samtidig skal den nye model sikre, at kommunens ressourcer anvendes mere effektivt, så flere sager kan behandles hurtigere og med høj kvalitet.

- Jeg vil gerne fremhæve de medarbejdere, som hver dag gør en stor indsats på byggesagsområdet. Byggesagsbehandling er et komplekst fagområde med mange regler og hensyn, og vores medarbejdere arbejder engageret og professionelt for at hjælpe borgere og virksomheder godt gennem processen. Med de nye arbejdsgange giver vi dem endnu bedre muligheder for at skabe overblik, sikre en god dialog med ansøgerne og levere den service og kvalitet, som vi gerne vil være kendt for i Morsø Kommune, siger Keld Kortegaard.

For mere information, kontakt venligst:

• Keld Kortegaard, Udvalgsformand for Teknik og Miljø i Morsø Kommune,

2173 9844 eller kkor@morsoe.dk

• Ann-Sophie Øberg, Centerchef for Plan, Byg, Kultur, Fritid og Turisme

9970 7101 eller ano@morsoe.dk