Gå til hovedindhold

Om Morsø Kommune

Morsø Kommune udgøres af øen Mors, den største ø i Limfjorden. Der er ca. 20.000 indbyggere i kommunen.

Indhold

    Dermed er vi blandt de små kommuner i Danmark. Vi er en del af Region Nordjylland. Landbrug og industri er de dominerende erhverv på øen. Kommunen er øens største arbejdsplads med ca. 1.700 medarbejdere.

    Nykøbing er hovedby med cirka 9.000 indbyggere, og kommunens største landsbyer er Sejerslev, Sundby, Frøslev, Øster Jølby, Hvidbjerg, Vils og Øster Assels. Nykøbing er i henhold til kommuneplanen øens vækstcentrum, mens landsbyerne udvikles i henhold til det potentiale, de rummer i forhold til erhvervsudvikling, turisme m.v.

    Øens afvekslende natur spænder fra de dramatiske molerklinter på Nordmors, der fortæller 55 millioner års historie, til det blidere Sydmors, der bl.a. rummer frodige landbrugsområder og store, stille plantager som f.eks. Legind Bjerge.

    Limfjorden sætter naturligvis sit præg på landskabet – et landskab, som gennem århundreder har betaget fastboende og gæster, herunder mange kunstnere. I dag er Mors stadig kendt for sine mange kunstnere og kunsthåndværkere, som ofte søger inspiration i den storslåede og afvekslende natur.

    De unikke skaldyr er et væsentligt aktiv i markedsføringen af Mors og Nykøbing som ’Danmarks Skaldyrshovedstad’. Det understreges med Skaldyrsfestivalen i juni samt Østers- og Muslingepremieren i oktober.

    I 2013 blev det første Kulturmøde på Mors gennemført med succes, inspireret af Folkemødet på Bornholm. Kulturmødet afholdes stadig hvert år i august. Det er 48 intense timer med op mod 30.000 gæster.