Gå til hovedindhold

Rotter

Her kan du anmelde det, hvis du har set en rotte eller tegn på rotter.

Indhold

    Anmeld rotter

    Der er et generelt stigende problem med rotter i hele landet, og derfor er det godt at vide, hvordan man skal forholde sig, både i forhold til forebyggelse og bekæmpelse. Men hvordan ved man, om det er rotter, hvad skal man være særligt opmærksom på, og hvad gør man, hvis uheldet er ude? Det kan du få meget mere at vide om på Rotteangreb.dk, hvor du også kan se flere videoer, der fortæller om nogle af de ting, man kan komme ud for med rotter. Husk, at du har pligt til at anmelde det, når du har set rotter eller tegn på rotter.

    Rotter

    Rotter er smittebærere af alvorlige sygdomme. Det er derfor lovpligtigt, at du hurtigst muligt melder det til kommunen, hvis du ser en rotte eller tegn på rotter. Det gælder, ligegyldigt om det er indenfor eller udenfor, eller om det er på et privat eller et offentligt område.

    Du skal anmelde rotter digitalt. Dog skal du følge din kommunes anvisning, hvis du ser en rotte indendørs og har brug for akut hjælp.

    En anmeldelse af rotter resulterer altid i et besøg fra den kommunale rottebekæmpelse. Rottebekæmperen vurderer, om der er tale om rotter og giver råd om, hvad der skal gøres. Typisk vil der blive stillet rottefælder eller gift op på udvalgte steder.

    Udgifterne til selve rottebekæmpelsen dækkes via kommuneskatten eller et gebyr opkrævet via ejendomsskatterne, men du har som grundejer pligt til, og skal selv betale for, reparation af din del af kloakken samt andre tiltag fx tætning af huller i vægge, der er nødvendige for at bekæmpelsen bliver effektiv.

    Rotter er betydeligt større end mus og har store fødder og hoveder, men relativt små ører. Er du i tvivl, kan du se og læse mere om rotter på Miljøstyrelsens hjemmeside.

    Rotter er betydeligt større end mus og har store fødder og hoveder, men relativt små ører. Er du i tvivl, kan du se og læse mere om rotter og mus på Miljøstyrelsens hjemmeside.

    Du kan gøre en del selv for at undgå rotter:

    • Vedligehold dine stikledninger til kloaksystemet.
    • Bor du i et rotteplaget område, kan du med fordel montere en godkendt rottespærrer i afløbsrørene.
    • Undlad at friste rotterne med madrester eller andet spiseligt affald.
    • Undlad at fodre fx fugle så meget, at der er tilgængeligt foder for rotterne ved dagens ophør.
    • Ryd op. Undgå at have genstande og affald stående, hvor rotterne kan gemme sig.
    • Anmeld straks til kommunen, når du ser en rotte eller spor efter rotter.

    Der føres kommunalt tilsyn med:

    • erhvervsejendomme med dyrehold
    • primærproduktion af fødevarer og foder til dyr
    • opbevaring af foderstoffer til dyr eller opbevaring af planteprodukter, som efterfølgende anvendes til produktion af fødevarer til mennesker.

    Disse ejendomme vil den kommunale rottebekæmper besøge en gang om året i vinterperioden fra oktober til og med februar.

    Den kommunale rottebekæmper vil sammen med ejer, lejer eller dennes repræsentant, undersøge, om der er rotter på ejendommen. Hvis der ikke træffes nogen hjemme på ejendommen, undersøger den kommunale rottebekæmper tilgængelige udendørsarealer for tegn på rotter.

    Konstateres der ikke rotter, afleveres en skriftlig meddelelse herom, sammen med oplysning om, at en eventuel forekomst af rotter skal anmeldes til kommunen.

    Hvis der er rotter iværksætter rottebekæmperen en bekæmpelse efter gældende regler.

    I Danmark kræver det autorisation at bekæmpe rotter. Der findes 2 autorisationer:

    • R1-autorisation til erhvervsmæssig forebyggelse og bekæmpelse af rotter
    • R2-autorisation til bekæmpelse af rotter på egen erhvervsejendom

    Når du har bestået enten R1- eller R2-autorisationskurset, kan du få din autorisation mod at betale et gebyr på 466 kr. (2024) 

    Autorisationsbeviset bliver tilsendt som Digital Post.

    Du kan læse mere om autorisationskurserne til rottebekæmpelse på Miljøstyrelsens hjemmeside

    Hvis du vil klage over bekæmpelsen af rotter, skal du klage til kommunen. Du kan ikke klage over kommunens afgørelse.

    Lovgivning

    Du kan se reglerne for bekæmpelse af rotter på retsinformation.dk.

    18.12.2024 11.20 - Indhold hentet fra Borger.dk

    Skrevet af Miljøstyrelsen