Gå til hovedindhold

Frivilligfest 2023 – vær med til at indstille prismodtagere

Frivillige ildsjæle på Mors vil blive hædret til Frivilligfest 2023 i Midtmors Sport fredag den 31. marts. Aftenen vil byde på hædring af sportsmestre, overrækkelse af priser og underholdning. Alle kan allerede nu indstille kandidater til priserne. Billetsalget starter 21. februar.

Indhold

    Konferencier Clement Kjersgaard vil igen i år føre publikum gennem en festaften med hædring af lokale sportsmestre, overrækkelse af priser og underholdning. Det er tredje gang, at Morsø Kommune holder arrangementet.

    - Aftenen vil byde på en perlerække af underholdende lokale indslag her fra Mors. Vi glæder os til at offentliggøre årets program i februar, siger borgmester Hans Ejner Bertelsen.

    I løbet af aftenen vil der desuden blive uddelt en række priser: Årets Frivillig, Årets Forening, Årets Kunstner, Årets Ungleder samt Kulturius ved Kulturelt Samvirke, Handicapprisen ved DH Morsø og Årets Sportsnavn ved Det Nordjyske Mediehus.

    - De frivillige og foreningerne gør en enestående indsats til glæde og gavn for os alle. Vi håber, at morsingboerne vil indstille kandidater til de forskellige priser, da der er mange der fortjener en anerkendelse, siger Hans Ejner Bertelsen.

    Alle kan indstille kandidater til priserne Årets Frivillig, Årets Forening, Årets Kunstner og Årets Ungleder frem til den 7. februar via kommunens hjemmeside. Der kan også indstilles kandidater, der tidligere har været indstillet.

    Festaftenen er også en hædring af sportsmestre, der i 2022 er blevet jysk mester eller har vundet medaljer ved et dansk, nordisk, europæisk eller verdens mesterskab eller er officielt udtaget til landshold og repræsenterer Danmark. Alle kan frem til den 29. januar indstille sportsmestre til hædring under Frivilligfesten.

    Der er 350 pladser med spisning i Midtmors Sport. Billetter til Frivilligfest 2023 sættes til salg efter først til mølle-princippet fra tirsdag den 21. februar kl. 17. Billetsalg er på www.mors.dk

    Udsendt Presseinfo 11.1.2023

    Se mere