Bliv nævning eller domsmand
Vil du være med til at afgøre straffesager hos retten i perioden 2028 – 2031? Så kan du nu melde dig som kandidat til den såkaldte grundliste, hvorfra nævninge og domsmænd bliver udvalgt.
Danmark er det helt almindelige borgere, der hjælper den juridiske dommer med at vurdere spørgsmålet om skyld og straf i sager, hvor der medvirker domsmænd og nævninge. At være lægdommer – det vil sige domsmand eller nævning – er en ansvarsfuld opgave med stor betydning for samfundet.
Hvis du vil hjælpe med opgaven, skal du søge om optagelse på grundlisten via denne side - senest den 15. december 2026.
Som lægdommer skal du ikke have særlige juridiske kvalifikationer. Du bidrager med din vurdering af det materiale og de oplysninger, som præsenteres i retten, og du er med til at afgøre sagen. Du ser først sagens dokumenter i retten, og skal ikke forberede dig forud for din deltagelse i retssagen. Lægdommere får p.t. et honorar på 1.100 kr. pr. dag.
Kom med på grundlisten
Morsø Kommunes grundlisteudvalg skal i gang med at udfærdige grundlisten for perioden 2028 – 2031, og alle interesserede opfordres til at ansøge. Grundlisteudvalget skal vælge omkring 67 personer til grundlisten, som skal sendes til Vestre Landsret. Ved lodtrækning fra grundlisten udtager Vestre Landsret det antal personer, der er behov for til opgaven som domsmænd og nævninge.
Krav
For at blive optaget på grundlisten er der en række krav, som skal opfyldes, bl.a. skal man være fyldt 18 år, være myndig, have dansk statsborgerskab og en ren straffeattest, og ikke fylde 80 år inden udgangen af 2031. Derudover skal man bo i Morsø Kommune for at kunne ansøge.
Repræsentativt udsnit
Blandt ansøgerne udvælger grundlisteudvalget et antal personer, der tilsammen udgør et repræsentativt udsnit af kommunens borgere fordelt på bl.a. alder, køn, etnisk oprindelse, uddannelsesmæssig baggrund og beskæftigelsesmæssig status.
Få flere oplysninger via mors.dk/grundliste - hvor man også kan ansøge.