Gå til hovedindhold

Garage, carport, udhus, overdækket terrasse

Går du med planer om at lave en til- eller ombygning? Eller måske nedrive det gamle?

Indhold

    Søg via Byg og Miljø

    Du skal ansøge kommunen i de fleste tilfælde, og i alle tilfælde skal du være opmærksom på, at du overholder bygningsreglementet samt gældende bestemmelser for din ejendom.

    Se mere om

    Du skal ansøge kommunen om byggetilladelse, hvis dit byggeri medfører et samlet areal af sekundære bygninger på over 50 m2. Du skal altid afvente tilladelse eller svar, inden du går i gang med dit byggeprojekt.

    Du skal også søge om byggetilladelse, hvis der er tale om lovliggørelse af et allerede opført byggeri.

    I landzone kan garager, carporte og udhuse med et areal på op til 50m², opføres uden landzonetilladelse, hvis de opføres i tilknytning til et sommerhus eller et enfamiliehus. Bliver arealet over 50m², kræver det landzonetilladelse.

    • Ved alle former for bebyggelse (enfamiliehuse, dobbelthuse, rækkehuse, klyngehuse, etageboligbyggeri, industri- og lagerbebyggelse) gælder, at de første 50 m² sekundært byggeri på din grund kan bygges uden ansøgning om byggetilladelse. Du skal være opmærksom på, at det gælder det samlede areal af sekundære bygninger på grunden og ikke den enkelte bygnings areal.
    • Hegnsmure ved skel mod nabo, vej eller sti, der ikke overstiger 1,8 m, kræver ikke byggetilladelse. Her henvises til hegnsloven.
    • Nedrivning af garager, carporte og udhuse, hvor den enkelte bygnings areal ikke overstiger 50 m² i forbindelse med enfamiliehuse og sommerhuse - dog ikke integrerede sekundære bygninger.
    • Bebyggelse, der kan opføres uden byggetilladelse, kan også nedrives uden tilladelse fra kommunen.

    Husk at dit byggeri altid skal overholde bygningsreglementets bestemmelser, lokalplaner, servitutter m.v.
    Du kan undersøge om der er en lokalplan for dit byggeri her. 

    Du skal også være opmærksom på, at det er dit ansvar, at BBR indeholder de rigtige oplysninger.

    Helhedsvurdering og dispensation

    Uanset om dit byggeri kræver tilladelse eller ej, skal du til enhver tid overholde byggeloven, bygningsreglementet, lokalplaner samt servitutter.

    Hvis dit byggeprojekt ikke overholder byggeretten beskrevet i bygningsreglementet, kræver byggeriet altid en byggetilladelse - uanset størrelsen på byggeriet. Kommunen skal i disse sager foretage en helhedsvurdering af projektet, før der evt. vil kunne meddeles byggetilladelse. Som et led heri kan der blive foretaget en partshøring af relevante naboer. Disse sager vil typisk have en længere sagsbehandlingstid.

    Hvis dit byggeprojekt ikke overholder lokalplanens bestemmelser, kan der i nogle tilfælde opnås dispensation herfra.

    I begge tilfælde skal der indsendes en begrundelse / dispensationsansøgning, som beskriver baggrunden for det ønskede byggeri og overskridelsen af de gældende bestemmelser.

    Bemærk, at du ikke har krav på at kunne bygge udover byggeretten / få dispensation. I så tilfælde kan du overveje at ændre dit byggeri, så det falder inden for det tilladte.