Gå til hovedindhold

Uvildig undersøgelse viser solidt fagligt fundament – men også tydelige opmærksomhedspunkter

Den uvildige undersøgelse af Børne- og Familieafdelingen viser et solidt fagligt fundament, samtidig med at undersøgelsen peger på områder, hvor praksis kan styrkes.

Indhold

    Solidt fagligt fundament

    Undersøgelsen omfattede blandt andet gennemgang af 24 sager samt interviews med familier, medarbejdere og ledere. BDO vurderer, at Børne- og familieafdelingen har et solidt fagligt fundament og en overordnet tilfredsstillende sagsbehandling. De gennemgåede sager er generelt præget af fyldestgørende sagsoplysning, relevante socialfaglige vurderinger og en fagligt velbegrundet praksis.

    Den juridiske gennemgang viser overordnet en tilfredsstillende lovmedholdelighed. Samtidig peger BDO på konkrete områder, hvor praksis kan styrkes, blandt andet i forhold til børneinddragelse, skriftlighed og rettidig partshøring. BDO vurderer samtidig, at de identificerede forhold ikke giver anledning til en generel kritik af lovmedholdeligheden på myndighedsområdet.

    - Undersøgelsen viser et solidt fagligt fundament, og det giver os grundlag for fortsat tillid til forvaltningen og de medarbejdere, der hver dag løser nogle meget komplekse opgaver. Samtidig har vi fået nogle tydelige opmærksomhedspunkter, som vi skal handle på, siger Lars Røntved Jensen (F), medlem af den politiske styregruppe.

    Tre hovedspor for det videre arbejde

    På baggrund af undersøgelsen har den politiske styregruppe formuleret ti anbefalinger, der overordnet kan samles i tre hovedtemaer:

    Bedre sammenhæng og tidligere indsats

    Tydeligere ansvar og opfølgning i tværgående sager, bedre brug af data om skolefravær og et genbesøg af Morsø Metoden.

    Tydelighed for børn og familier

    Klarere kommunikation om ansvar, næste skridt og beslutninger samt øget fokus på børneperspektivet og borgernes rettigheder.

    Styrkelse af PPR

    Fokus på journalisering, rekruttering og fastholdelse samt et serviceniveau, hvor pædagogisk-psykologiske vurderinger skal udarbejdes inden for seks måneder.

    – For familierne er det afgørende, at de oplever sammenhæng og tydelighed og ved, hvem der har ansvaret, og hvad næste skridt i deres sag er. Undersøgelsen giver os et godt grundlag for at styrke indsatsen yderligere, siger Pia Storm (A), medlem af den politiske styregruppe.

    Opmærksomhed på de komplekse sager

    BDO har haft et særligt fokus på komplekse sager, hvor flere fagområder er involveret. Undersøgelsen giver ikke grundlag for at vurdere, at Morsø Kommune generelt har udfordringer med denne type sager, og der er også eksempler på velfungerende forløb. Samtidig peger BDO på, at koordinering, dokumentation og fælles opfølgning kan styrkes i nogle af de mest komplekse forløb.

    Fra anbefalinger til handling 

    Administrationen har på baggrund af undersøgelsen og de politiske anbefalinger udarbejdet administrative anbefalinger og handleplaner. De omfatter blandt andet tydeligere rammer for PPR, systematiske sagsgennemgange og ledelsestilsyn, styrket journalisering samt indsatser for rekruttering og fastholdelse.

    Arbejdet går nu videre med at gennemføre indsatserne og følge systematisk op på udviklingen.

    - Jeg er glad for, at der er bred politisk opbakning til de nye initiativer. Nu skal de ud at virke i praksis. Det er afgørende, at vi prioriterer den tidlige indsats, styrker det tværfaglige samarbejde og skaber mere tryghed for både familier og medarbejdere. Og så skal vi politisk følge området tæt, siger Malte Houe (V), medlem af den politiske styregruppe.

    For yderligere informationer, kontakt venligst et af medlemmer af den politiske styregruppe:

    • Lars Røntved Jensen (F), formand for Udvalget for Børn, Kultur og Turisme – tlf. 2174 3516
    • Pia Storm (A), formand for Udvalget for Børn og Unge, tlf. 2789 537
    • Malte Houe (V), medlem af Udvalget for Børn, Kultur og Turisme, tlf. 2129 0468