Vaskepladser
Udendørs vaskepladser, hos f.eks. vognmænd, entreprenører, maskinstationer og landbrug, skal indrettes, så de ikke giver anledning til forurening.
Spildevandet fra vaskepladser indeholder ofte olieprodukter, sæberester og andre miljøfremmede stoffer, som er forurenende for det omgivende miljø.
Etablering af vaskeplads kræver spildevandstilladelse til afledning af af vaskevand fra pladsen. Etablering af vaskeplads kræver i visse tilfælde også byggetilladelse.
Spildevand fra vaskepladser kan indeholde olierester, evt. sæberester og andre miljøproblematiske stoffer, der er forurenende for det omgivende miljø. Driften af vaskepladser kan derfor indebære en risiko for forurening af jord, grundvand og overfladevand. Derfor stiller Morsø Kommune en række krav til indretning og drift af vaskepladser, og derfor skal vaskevandet ledes igennem sandfang og olieudskiller inden udledning til spildevandssystemet.
De krav til indretningen af pladsen, der vil blive stillet i en spildevandstilladelse, skal være på plads, inden vaskepladsen benyttes.
Olieudskilleranlægget skal dimensioneres i overensstemmelse med DS/EN 858-2.
Prøvetagningsbrønden skal være indrettet således at der er mulighed for udtagning af stikprøver fra frit faldende vandstråle (15 – 20 cm over vandspejlet). Prøvetagningsbrønden skal placeres max. 5 m fra olieudskilleren.
Såfremt der anvendes højtryksspuling, damprenser eller rengørings- og sæbeprodukter i forbindelse med afvaskningen skal udskilleren være forsynet med koalescensfilter eller andet effektivt filter (klasse I).
Olieudskilleren skal være forsynet med automatisk flydelukke og alarm, i hht. DS/EN 858-1.4.
Vaskepladser skal være med tæt belægning, der er egnet til aktiviteterne på pladsen (med tæt belægning menes en fast belægning, der i løbet af påvirkningstiden er uigennemtrængelig for de forurenende stoffer, der håndteres på arealet f.eks. armeret beton).
Vaskepladser skal overdækkes. Det kan dog undtagelsesvis accepteres, at vaskepladser på max. 50 m2 overdækkes, når særlige forhold taler herfor.
Pladsens areal skal afgrænses med faldforhold og/eller kanter, der sikrer, at vand fra omkringliggende arealer ikke kan løbe ind på pladsen, og således at al vaskevand afledes via vaskepladsens afløb.
Der skal være uhindret adgang til olieudskilleranlægget (sandfang, olieudskiller og prøvetagningsbrønd) til drift, tømning, vedligeholdelse og tilsyn.
Der er desuden forskellige krav alt efter hvor vaskevandet skal afledes til. Se flowdiagram for krav til vaskepladser.
Spildevandet fra vaskepladser, hvor der sker afvaskning af olie/benzin, skal afledes via sandfang, olieudskiller og prøvetagningsbrønd skal som udgangspunkt afledes til det offentlige spildevandssystem.
I landzone kan der dog gives tilladelse til afledning til gyllebeholder eller eventuelt til vandløb. Regelsættet for vaskepladser varierer alt efter, hvad der bliver vasket på pladsen og hvor til vaskevandet ledes. Flowdiagram for krav til vaskepladser tydeliggør, hvilke regler, der gælder hvor.
Der må IKKE anvendes rengøringsmidler og sæber på vaskepladser, hvor vaskevandet ledes til regnvandsledning, dræn, vandløb eller gyllebeholder.
Der må kun anvendes rengørings- og sæbeprodukter, for hvilke det kan dokumenteres at det ikke indeholder A- stoffer, og produkter, der indeholder B-stoffer skal begrænses mest muligt, jf. Miljøstyrelsens vejledning nr. 2 /2006.
Hvis der anvendes stoffer, som er mærket med én af de 2 officielle miljømærker i Danmark, der administreres af Miljømærkesekretariatet (hhv. det europæiske miljømærke ”EU-blomsten” og det nordiske miljømærke ”Svanen”), anses vilkåret for overholdt.
Der må ikke anvendes koldaffedtningsmidler eller sæbetyper der indeholder NPE (nonyl-phenolethoxylater) og LAS (lineære alkylbenzen-sulfonater) medmindre der foreligger en veldokumenteret skriftlig begrundelse for at anvendelse af disse stoffer ikke kan undgås.
Teknik og Miljø
Morsø Kommune
Jernbanevej 7
7900 Nykøbing Mors
teknikogmiljo@morsoe.dk
Telefon: 9970 7000
Den Digitale Hotline
Telefon: 7020 0000
Mandag til torsdag kl. 8.00 - 20.00
Fredag kl. 8.00 - 16.00
Søndag kl. 16.00 - 20.00
Lukket lørdage og helligdage.